Man starter vel altid med, at blogge om de ting der rører en aller mest! En af mine største passioner overhovedet er denim. For de fleste er denim bare et par "cowboybukser" som ikke har nogen mere personlig betydning. For andre, heriblandt mig selv, hedder "cowboybukser" jeans eller denims, og udgør en stor del af ens hverdag, ja sågar ens identitet. Hvad dette betyder kommer jeg tilbage til senere, men for at kunne forstå en ægte denim passion, er man også nødt til at forstå hvad denim er, og hvor det kommer fra.
Denne fantastiske historie starter med fødslen af faderen til Denim - Levi Strauss. Levi bliver i 1829 født i en lille tysk by ved navn Buttenheim.
Året hedder 1853 og i en alder af 23, drager Levi til San Francisco for at skabe lykken. Dette er midt i perioden for den store Californiske guldfeber. Men besynderligt nok var det ikke for at berige sig med guld, men derimod for at udnytte at Californien var fyldt med minearbejdere, som naturligvis skulle bruge forsyninger til deres arbejde.
Levi sælger bomuldsbukser, mineudstyr osv til alle der er ramt af guldfeberen. Han skaber sig en respektabel lille virksomhed, og det ligner at Levi Strauss har fundet lykken, men dette er kun begyndelsen. I 1972/73 indgår Levi Strauss et samarbejde med en skrædder ved navn Jacob Davis, som har opfundet en lille kobber knap, der fastner alle svage omræder på et par tykke bomuldsbukser. Kig ned af jer selv hvis i har Jeans på, og på jeres lommer finder i de små knapper som hedder Rivets. Rivets var hvad der skabte denim, da det var den opfindelse der gjorde jeans til et slidstærkt kvalitets produkt, som kunne holde til meget mere end normale bukser.
D. 20 Maj 1873 tager Jacob Davis og Levi Strauss patent på rivets og dens funktion, er derfor betragtes denne dato som værende fødselsdagen for Denim/Jeans.
Fra 1873 og frem til 1950 er Denim udelukkende et produkt der bliver brugt til arbejdsbrug. Så kommer 50´erne hvor der sker en spændende udvikling... Hollywood adopterer denim! Det er tidernes celeberties som Jack Kerouac, Neal Cassady og ikke mindst Marlon Brando, der bruger denim som en rebelsk påklædning, i en tid hvor alle unge mennesker gik klædt som de voksende.
Denne tendens fortsætter i høj grad igennem 60´erne hvor man begynder at advisere denim som fashion via TV, og flere Hollywood ikoner begynder at vise sig i Denim. Her er det blandt andre selveste Marylin Monroe som åbner op for denim som mode til kvinder.
70´erne er præget af hippier og flower power, og derfor bliver Denim gemt lidt væk i baggrunden. Dog bliver de store firmaer som Levis, ved med at presse dette ud i verdenen.
Men i 80´erne bliver denim genopfundet af Japanerne, som var de første der startede vintagebølgen. Japanerne har altid været meget kontroversielle, og haft en tendens til at trække i den absolutte modsatte retning af, hvad moden dikterer rigtigt. Der gik ikke mange år inden Tokyo var fyldt med stonewash jeans, og slidte Levis denim jakker.
Siden denimens tilbagekomst i 80´erne, har de tre største og ældste brands kæmpet om førstepladsen. Levis, Lee og Wrangler har kørt et tæt kapløb i årtier, og er senere hen blevet udfordret af flere spændende mainstream jeansbrands så som Diesel og G-star.
Dog vil den mere lærte og hærdede jeans hund, kigge imod japanske denim brands, som i øjeblikket er i en rigtig spændende udvikling. To af de bedste kendte brands ville være Blue Jeans og Edwin.
Men hvad er denim nu!?
Ja - denim er efter min mening det vigtiste stykke tøj i fashion. Den måde hele modeindustrien spinder omkring dette enestående produkt, som har levet siden 1973! Hvordan fanden kan man ikke føle lidt kærlighed til sine jeans, når man har den ovenstående historie i baghovedet?? Ja jeg spørger bare!
Ja personligt sidder jeg og skriver i mine gamle Levis 510´ere, og bliver sådan i godt humør, når jeg tænker tilbage til den dag jeg fandt dem i butikken, og tænkte; "Den Jeans bliver en absolut klassiker i mit liv om ti år!" Ud over det kan jeg grine helt uhæmmet, når min kæreste nærmest får kvalme over, at jeg ikke har vasket lortet i 5 måneder, for at opnå den mest autentiske og slidte finish.
Men nok om mine perverse beretninger om denim! Jeg er mere interesseret i at snakke lidt om, hvad fanden dette stykke tøj i den seneste tid har gjort for vores mode? Vi er de seneste par år drevet helt væk fra det meget pæne "svensker" look, hvor vi her i Danmark var underlagt brands som Tiger of Sweden, Acne, Fifth Avenue osv osv... Jeg er godt klar over alle disse brands i høj grad også havde denim involveret i looket, men hvis man ligger mærke til alt deres PR og deres kollektioner, var fokus klart på den toppene. Lag på lag med skjorte, strik og blazer, samt T-shirts med dybe O-skæringer i børstede pastel farver under kashmir cardigans. Ja jeg er sgu kommet til den konklusion, at det var den gang!?
Men hvad fanden skete der? Jeg husker tydeligt at når man stod og manglede et nyt outfit til den næste bytur, svingede man ned forbi byen og fiksede en ny acne skjorte, eller en Fith Avenue T-shirt? Men nej ikke mere. Nu smider man en hvid oversized T-shirt på, en hue eller cap (i mit tilfælde sætter jeg mit pighår op) og så står man med bar dolk og kigger ind i sit klædeskab, fordi dine Jeans pludselig er blevet den vigtigste faktor i dit outfit. Pludselig finder man sig selv, stå og kigge sig selv over skulderen foran spejlet, fordi man mystisk vis lige er blevet til en kvinde, der skal være sikker på sine jeans sidder som man vil have dem til! Vi omdanner den kreativitet vi havde før i tiden, til perfektionisme inden for de jeans vi tager på. Hvis du ikke er enig, så prøv lige at kigge dig ekstra godt omkring når du er i byen! Hvis du kigger dig omkring og jeg tager fejl, ja så fuck mig!
Dog er mit råd:
Fuck skjorterne, fuck de pæne sko og ikke mindst fuck slipsene. Fuck det slikkede hår, fuck samsøe samsøe skjorter og Minimum cardigans og sidst men ikke mindst SUPER fuck dine sandfarvede Chinos og smid dine sejler sko af helvede til! Med mindre du er i byen i Odense fungerer det pis bare ikke! Meeeeen det er også bare mig, gør hvad du vil, jeg ved bare hvad jeg synes er Swag!
Når det så er sagt, har jeg ikke noget imod at komplimentere fyrer der klæder sig skarpt i alt det jeg sidder og siger jeg hader. Nogle mennesker får det bare til at fungerer, og det må man satme også tage hatten af for. Jeg kender personligt en fyr, hvis ynglings skjorte er hvid med lillae blomster, og kunne mildest talt være logoet for ordet umandig! Men selv om jeg ikke er meget for at komplimentere ting jeg ikke kan fordrage, må man give en mand kredit for, at få noget til at fungere i sin stil, som du ikke troede selv dit største modeikon kunne få til at fungere.
Jeg håber jeg kan være en del af den generation, som følger 80´er generationens japanere, der satte sig imod at følge hvad moden dikterede dem, og smed en stor fed langefinger midt i hovedet på alle dem der gav dem pis for det. Jeg står inde for alt det jeg har skrevet i dette indlæg, og jeg håber der findes flere af min slags derude!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar